To kandidater fører i optællingen efter søndagens præsidentvalg i Costa Rica. Det drejer sig om den tidligere præsident José Maria Figueres og den konservative kandidat Fabricio Alvarado, viser tal fra valgkommissionen. Figueres fører med næsten 29 procent af stemmerne, mens Alvarado har fået lige over 17 procent. Det viser en foreløbig optælling ifølge valgkommissionen, efter at knap en fjerdedel af stemmerne er talt op.
Ingen af de 25 kandidater ventes at vinde mere end de 40 procent af stemmerne, der behøves for at undgå en ny runde. Men hvis den indledende tendens ved afstemningen holder stik, kan Figueres og Alvarado komme til at møde hinanden i en anden og afgørende runde i begyndelsen af april. Her skal det endeligt afgøres, hvem der skal være præsident i det mellemamerikanske land. Anden runde vil i så fald finde sted 3. april.
José Maria Figueres, der var præsident fra 1994 til 1998 under Det Nationale Frihedsparti, har været beskeden favorit på vej ind i den første runde ifølge meningsmålinger. Samtlige 57 pladser i den lovgivende forsamling er også på valg. Costaricanere har sagt, at de ønsker, at deres næste leder håndterer korruption og høje arbejdsløshedsrater i løbet af den fireårige embedsperiode.
Ifølge meningsmålinger havde omkring en tredjedel af vælgerne ikke besluttet sig for, hvem de ville stemme på forud for valget. Der bor omkring fem millioner mennesker i det mellemamerikanske land.
Landets afgående præsident, Carlos Alvarado, har ikke mulighed for at genopstille.
ritzau




























