I flere årtier overlevede Finland kun som et frit demokrati og en selvstændig nation i skyggen af Sovjetunionen ved at give regeringen i Kreml uforholdsmæssig stor indflydelse på finsk politik. Finland var i det hele taget nødt til at hugge en hæl og klippe en tå for at opretholde sin neutrale status under den kolde krig.
Samme fænomen – det, der i diplomatiske kredse kaldes finlandisering – fremstår nu som en af de mulige løsninger i den stillingskrig, der udspiller sig i forhold til Ukraine. Modellen vil i virkeligheden føre til en neutralisering af ukrainsk selvstændighed og muligvis også give Rusland yderligere en måde at udøve sin indflydelse på i den kommende tid.
For finnerne at se, men i høj grad vel også for ukrainere, er modellen dog ikke en ide, som man uden videre skal smide på forhandlingsbordet. Finlandisering emmer af imperialisme og af den gamle form for verdensorden, som ofte betød, at mindre stater og nationer i Europa blev reduceret til brikker i et spil, som de ikke selv havde magt eller kontrol over.
Spørger man folk på Helsinkis sneklædte torve, smarte cafeer, velbesøgte biblioteker eller iskolde havnearealer, hvad de mener om ’finlandisering’, vil den ældre generation se temmelig skævt til en. For mange af de yngre er der derimod blot tale om et begreb, der hører fortiden til.
