Konsekvenser af restriktioner er mere negative for samfundet end smitten, siger norsk statsminister.

Norge fjerner stort set alle coronarestriktioner

Foto: Terje Pedersen/Ritzau Scanpix
Foto: Terje Pedersen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Norge ophæver med øjeblikkelig virkning stort set alle coronarestriktioner.

Det oplyser Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, på et pressemøde lørdag formiddag.

Det indebærer, at nordmændene kan vinke farvel til krav om mundbind og afstand.

»Denne dag har vi ventet på. Nu er tiden inde. Vi fjerner næsten alle coronatiltag«, siger Jonas Gahr Støre.

Norge beholder to coronatiltag i en overgangsperiode, oplyser han. Derfor rådes folk med symptomer stadig til at lade sig teste, mens personer, som bliver testet positive, opfordres til at holde sig hjemme i fire dage.

Statsministeren peger på fire overvejende årsager til, hvorfor coronarestriktioner nu kan fjernes.

Den dominerende omikronvariant giver mere milde sygdomsforløb, der er færre indlagte på sygehusene, nordmændene er godt beskyttede via vacciner, og sygefraværet er ’i store træk håndterbart’.

»Konsekvenserne af restriktioner er mere negative for samfundet end smitten. Derfor fjerner vi næsten alle restriktioner«, siger Jonas Gahr Støre.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her