USA’s og Ukraines præsidenter har drøftet krisen om Ukraine. De støtter både diplomati og afskrækkelse.

Biden er inviteret til Ukraine

Lyt til artiklen

Verdens ledere prøver fortsat at få løst krisen om Ukraine via diplomatiet.

Søndag aften har USA’s præsident, Joe Biden, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, talt i telefon om situationen.

Under samtalen inviterede Zelenskyj sin amerikanske kollega på besøg i Kijev, Ukraines hovedstad.

Det siger Zelenskyjs kontor ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Jeg er overbevist om, at deres ankomst til Kijev i de kommende dage, hvilket er afgørende for at stabilisere situationen, vil være et magtfuld signal og et bidrag til de-eskalering«, sagde Zelinskyj.

Deres samtale kommer dagen efter, at Biden drøftede krisen med Vladimir Putin, Ruslands præsident.

Biden og Zelenskyj er enige om at forfølge såvel ’diplomati som afskrækkelse’ i forsøget på at løse krisen.

Det fremgår af en erklæring, der er offentliggjort af Det Hvide Hus.

Rusland har opmarcheret over 100.000 soldater ved Ukraines grænse. Vesten frygter, at Rusland vil invadere Ukraine.

Det afviser Putin. Imidlertid bruger han soldaterne til at forsøge at presse indrømmelser ud af Nato.

Putin vil have garantier for, at Ukraine ikke bliver medlem af den vestlige forsvarsalliance.

Under søndagens samtale forsikrede Biden Zelenskyj om, at USA støtter Ukraines selvstændighed og territoriale integritet.

Den amerikanske præsident sagde, at USA og dets partnere og allierede vil svare hurtigt på enhver russisk aggression mod Ukraine, skriver nyhedsbureauet dpa.

Det er i givet fald sanktioner, som Vesten har forberedt mod Rusland.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her