Det er ikke ulovligt at tage til Ukraine for at kæmpe mod Rusland, siger eksperter og statsministeren.

Danskere kan melde sig til kamp mod Rusland hos Ukraines ambassade

De ukrainske soldater kan måske se frem til at få danske kolleger. Ifølge Berlingske har flere danskere i hvert fald ytret interesse i at støde til fronten. Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
De ukrainske soldater kan måske se frem til at få danske kolleger. Ifølge Berlingske har flere danskere i hvert fald ytret interesse i at støde til fronten. Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Danskere kan skrive sig på en liste hos Ukraines ambassade i København, hvis de vil til fronten og kæmpe mod Rusland, skriver Berlingske efter at have besøgt ambassaden mandag.

Ambassaden ønsker ikke at oplyse til avisen, hvor mange der har skrevet sig på listen. En medarbejder på ambassaden fortæller dog, at der allerede sidste uge var folk, som forhørte sig i forhold til at bidrage til det ukrainske forsvar.

Kontaktoplysninger fra listen videregives til ukrainske forsvarsmyndigheder. De står herefter for kontakten.

På et kort pressemøde søndag aften sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at der ikke er noget juridisk til hinder for, at danskere eller herboende ukrainere tager til Ukraine og kæmper mod Rusland. Det bekræftede professor emeritus ved Juridisk Fakultet på Københavns Universitet Jørn Vestergaard mandag til Ritzau.

»Forholdet er det, at der ikke er noget generelt forbud mod, at folk tager ud og deltager i en væbnet konflikt. Om de tager til fremmedlegionen eller Kyiv, er sådan set underordnet«, siger han.

Lovligt at kæmpe

Danmark har tidligere straffet personer, der rejste til Syrien for at kæmpe både for og imod Islamisk Stat. Men det skyldtes ifølge Vestergaard eksempelvis forbud mod at deltage på fjendens side i væbnede konflikter, hvor Danmark er en part. I øvrigt var der indrejseforbud i Syrien.

Ifølge Berlingske har flere også i Facebook-gruppen ’Bevar Ukraine’ sagt, at de vil tage dertil for at »hjælpe med at forsvare Ukraine«.

Vestergaard uddyber i øvrigt til Berlingske, at der heller ikke er noget juridisk i vejen for, at man kan kæmpe på Ruslands side. Det skyldes, at Rusland ikke kæmper mod staten Danmark.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har sagt, at han vil danne en international styrke, der skal forsvare Ukraine.

Den britiske udenrigsminister, Liz Truss, har søndag sagt, at hun vil støtte briter, der frivilligt ønsker at tage til Ukraine og kæmpe mod den russiske invasion.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her