Luftalarmen ringer en gang i timen. Skud og eksplosioner runger gennem byen hvert tiende minut. Sådan har det været i dagevis. Der er ingen tvivl om, at der er krig i Kyiv. Alligevel er det først nu, Anna Pantyukhova for alvor er blevet bange.
Den 35-årige kvinde, som Politiken har talt med flere gange i løbet af den seneste uge, vågnede i nat til beskeden om, at atomkraftværket Zaporizjzj i den sydøstlige del af Ukraine stod i brand efter et russisk angreb. I et land, hvis befolkning alt for godt kender til konsekvenserne af radioaktiv stråling, begyndte panikken at brede sig. Ingen vidste, om reaktorerne var ødelagte.




























