De overdådige sale på Versailles-slottet stod i skærende kontrast til samtaleemnet om langbordet.
I to dage har EU’s 27 stats- og regeringschefer endevendt Ukraine-krigens konsekvenser for Europa, og konklusionen er dyster: Lederne er enige om, at vi kun har set toppen af isbjerget, for intet tyder på, at Putin stopper sin blodige fremfærd. Og at de kommende uger og måneder derfor kun byder på flere ofre, flere sanktioner og hårde beslutninger, som også vil kunne mærkes på europæernes pengepung.




























