Indbyggerne i den ukrainske hovedstad, Kyiv, vågnede til eksplosioner, skud og den dumpe lyd af artilleri. Russerne er rykket tættere på millionbyen, og størstedelen af de russiske styrker befinder sig nu kun cirka 25 kilometer fra centrum, lyder det fra det britiske forsvarsministerium.
Den meget omtalte og kilometerlange militærkolonne, der befinder sig uden for byen, ruller også fremad – langsomt, men sikkert er den i gang med at sprede sig til et større område.




























