17 millioner kinesere er blevet bedt om at blive hjemme fra søndag på grund af coronasmitte i deres hjemby.

Millionby i Kina lukker ned efter 66 coronatilfælde

Beboere i Shenzhen fotograferet i juni sidste år.  Foto: Str/Ritzau Scanpix
Beboere i Shenzhen fotograferet i juni sidste år. Foto: Str/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

17 millioner kinesere i kinesisk storby skal fra søndag blive hjemme.

Det skyldes, at lokale myndigheder har besluttet at indføre en nedlukning i byen Shenzhen i det sydlige Kina.

Nedlukningen kommer som reaktion på 66 coronatilfælde, skriver nyhedsbureauet AFP.

De lokale myndigheder har allerede lukket ned for en række butikker og restauranter de seneste dage.

Byen er hjemsted for teknologifirmaet Huawei.

Shenzhen ligger også tæt på Hong-Kong, som er hårdt ramt af smittetilfælde med covid-19 i øjeblikket.

Ud over en nedlukning har de lokale myndigheder i Shenzhen også suspenderet offentlig transport i millionbyen midlertidigt og oplyst, at der vil være tre runder af massetest af befolkningen. Nedlukningen varer indtil 20. marts.

Kina har i øjeblikket det værste udbrud af covid-19 i to år.

Søndag blev der ifølge nyhedsbureauet Reuters rapporteret 1.807 coronatilfælde med symptomer i landet. Det er ifølge Reuters det højeste smittetal på en dag i Kina i to år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her