Støtte til krav om en flyveforbudszone over Ukraine vokser, mens USA forventer russiske trusler om atomvåben.

Overblik: Sådan forløb natten til fredag i Ukraine-konflikten

Reddere forsøger at slukke brand i Kyiv. Foto: Ukraine's State Emergency Servic/Ritzau Scanpix
Reddere forsøger at slukke brand i Kyiv. Foto: Ukraine's State Emergency Servic/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er over tre uger siden, at Rusland iværksatte en invasion af nabolandet Ukraine.

Få overblikket over nattens hændelser i konflikten her:

Ukraine forsøger at jage russiske styrker ud af Kyivs forstæder

Det ukrainske militær har efter eget udsagn iværksat operationer, der går ud på at jage det russiske militær ud af udkanten af hovedstaden Kyiv.

Støtte til krav om en flyveforbudszone over Ukraine vokser

Efter at Estland mandag gav sin opbakning til en flyveforbudszone over Ukraine, har Litauen, Letland og Slovenien nu gjort det samme. Ifølge de tre baltiske Nato-lande skal zonen oprettes i regi af FN i stedet for Nato.

Pres fra Vesten kan føre til russiske trusler om atomvåben

USA forventer, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil true med at bruge atomvåben, efterhånden som krigen trækker ud. Det fremgår af en analyse fra USA’s forsvarsministerium, Pentagon.

FN vil have drab på civile i Ukraine efterforsket

De civile tab i Ukraine bør ifølge FN efterforskes, og de skyldige bør stilles til ansvar. Det sagde Rosemary DiCarlo, der er chef for politiske anliggender i FN, da hun orienterede FN’s Sikkerhedsråd om den seneste udvikling i Ukraine.

Tidspunkt for møde mellem Biden og Xi offentliggjort

USA’s præsident, Joe Biden, skal tale i telefon med Kinas præsident, Xi Jinping, fredag klokken 14.00 dansk tid, oplyser Det Hvide Hus.

Australien og Japan sanktionerer flere russere

Australien har indført sanktioner mod to russiske oligarker, der har forbindelser til landets mineindustri. Imens vil Japan pålægge yderligere 15 russiske borgere samt adskillige våbenproducenter sanktioner som følge af invasionen.

Norge vil sende milliardhjælp til Ukraine

Norges regering har besluttet at give to milliarder norske kroner til Ukraine. Nogle af pengene vil regeringen tage fra bistandsbudgettet. Beløbet svarer til cirka 1,5 milliarder danske kroner.

Kilder: AP, Bloomberg News, dpa, NTB og Reuters.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her