Regeringen vil med hastelov indføre et forbud mod at overføre eller sælge danske kontanter og værdipapirer, der handles i kroner, til russiske og hviderussiske personer og virksomheder.
Det fremgår af en notits fra Erhvervsministeriet sendt til Udvalget for Forretningsorden, der skal tage stilling til hastebehandlingen.
»Med lovforslaget gennemføres der restriktioner på salg af kontanter og værdipapirer i danske kroner svarende til de europæiske sanktioner, der er vedtaget for så vidt transaktioner i pengesedler og værdipapirer i euro til Rusland eller Hviderusland«, står der i notitsen.
Loven vil også indføre et forbud mod at ’sælge, levere, overføre eller eksportere pengesedler og mønter i danske kroner’ til russere og hviderussere.
Brud på loven skal give fængsel i op til fire måneder. Og op til fire år ’under særligt skærpende omstændigheder’.
Ritzau



























