Det har ikke ligefrem vakt glæde hos den ukrainske præsident, at FN’s generalsekretær tirsdag er på besøg i Moskva, hvor han senere skal tale med Vladimir Putin.
»Det er simpelthen forkert først at tage til Rusland og derefter Ukraine. Der er ingen retfærdighed eller logik i den rækkefølge. Krigen foregår i Ukraine. Der er ingen lig i gaderne i Moskva«, har han sagt ifølge The Guardian.
Zelenskyj mødes torsdag med Guterres i Kyiv.
Antonio Guterres har tirsdag formiddag haft mødtes med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov. Her understregede han FN’s ønske om, at der skal findes en måde at skabe våbenhvile på i Ukraine hurtigst muligt.
»Vi er ekstremt interesserede i at finde måder, hvorpå vi kan skabe betingelser for effektiv dialog, skabe betingelser for en våbenhvile hurtigst muligt og skabe betingelser for en fredelig løsning«, siger han til mødet med Lavrov.
»Jeg ved, at vi har forskellige udlægninger af, hvad der sker i Ukraine. Det forhindrer os ikke i at have en meget seriøs dialog om, hvordan vi bedst muligt kan mindske folks lidelser«.
Lavrov har ifølge CNN sagt, at situationen i Ukraine er blevet en »katalysator for et stort antal problemer«, hvorfor Rusland responderer »fremskyndende« på FN’s ønske om nye fredsforhandlinger mellem de to lande.
Senere tirsdag skal Guterres efter planen også mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin. Det bliver et af de højst profilerede møder i Moskva, siden krigen i Ukraine blev indledt 24. februar.
Forud for FN-chefens møder i Moskva har Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, sagt, at FN’s primære fokus bør være at få evakueret civile i havnebyen Mariupol.
»Guterres bør primært fokusere på ét problem, og det er evakuering af Mariupol«, siger Ukraines udenrigsminister.
Han refererer til estimater, der vurderer, at omkring 100.000 mennesker er fanget i havnebyen. Her forsøger ukrainske soldater at holde russiske styrker for døren omkring et stålværk, hvor hundredvis af civile har søgt ly. Ifølge Kuleba er det muligt for FN at trænge igennem med en løsning på situationen i den belejrede by.
ritzau
fortsæt med at læse




























