Rusland udviser flere svenske diplomater fra Sveriges ambassade i Moskva. Det sker som modsvar, efter at Sverige tidligere har udvist tre russiske diplomater fra Ruslands ambassade i Stockholm, oplyser det russiske udenrigsministerium tirsdag.
Ifølge det russiske udenrigsministerium er tre svenske diplomater udvist. På det sociale medie Twitter skriver den svenske udenrigsminister, Ann Linde, at der er tale om fire.
»Rusland har i dag besluttet at udvise fire svenske diplomater. Den russiske ageren er umotiveret og disproportional. Ved at udvise vestlige diplomater låser Rusland sin internationale isolation. Sverige vil svare på passende vis på Ruslands ubegrundede ageren«, skriver hun.
Udviklingen er den seneste, i hvad der nærmest kan betegnes som diplomatkrig mellem Rusland og Vesten. En lang række af vestlige lande, herunder også Danmark, har udvist russiske diplomater efter Ruslands invasion af Ukraine. Og Rusland har typisk svaret igen ved at udvise diplomater fra de pågældende landes ambassader.
Sverige udviste russiske diplomater i begyndelsen af april. Det skete på cirka samme tidspunkt, som Danmark udviste 15 russiske diplomater fra den russiske ambassade. De 15 russere havde ifølge den danske regering arbejdet under diplomatisk dække på den russiske ambassade i København. Ambassaden har 65 udsendte medarbejdere, hvoraf 30 er diplomater.
Den russiske ambassade har tidligere kaldt de danske anklager om spionage fra de pågældende diplomater for ubegrundede. Den har også sagt, at der vil komme en modreaktion fra russisk side. Den modreaktion er endnu ikke kommet.
ritzau
fortsæt med at læse
Regeringen udviser 15 russiske efterretningsofficerer
-
Danmark, Sverige, Italien: Europæiske lande smider russiske diplomater på porten i hundredvis
-
Mens Kofod holder kortene tæt til kroppen, er Løkke mere bramfri: »Det er jo ikke ny viden, at Rusland har brugt deres ambassader til også at spionere«
-
Rusland efter dansk udvisning: Der vil komme et modsvar




























