Tre af otte nye anmeldelser om stenkast langs den sydsvenske motorvej E65 i april kommer fra danske bilister.

Svensk politi beder om hjælp: Nye anmeldelser om stenkast

Foto: Janus Engel/FREELANCE
Foto: Janus Engel/FREELANCE
Lyt til artiklen

I løbet af april har otte bilister anmeldt mulige stenkast på motorvejen E65 i det sydlige Sverige. Tre af dem omhandler dansk indregistrerede biler.

Det oplyser Frida Lovén, souschef i lokalpolitiet i Ystad, til avisen Sydsvenskan ifølge TT.

»Jeg håber virkelig ikke, at det er en ny bølge«, siger hun og henviser derved til en række stenkast langs den sydsvenske motorvej sidste år.

E65 strækker sig mellem Ystad og Skurup, og motorvejen bruges ofte af danskere, der skal til eller fra den bornholmske by Rønne via færge fra Ystad.

Souschefen beder folk, der måtte have viden, som kan være relevant for politiet, om at henvende sig.

Sidste år begyndte anmeldelserne at tikke ind i april, og det var primært danske biler, der blev udsat for episoderne, som varede hen over sommeren. I alt blev der indgivet 140 anmeldelser, skriver TT.

En af episoderne kostede en dansk mand synet på det ene øje, mens de øvrige bilister slap fra det med ingen eller mindre skader.

Svensk politi var blandt andet ude at banke på døre sidste år i håb om at opklare sagerne, og omkring 400 personer blev afhørt.

Der blev også sendt en specialtrænet hund ud for at søge efter spor, ligesom en helikopter og droner blev sendt i luften.

Men det var uden held, og i februar i år blev efterforskningen lukket.

Den kan dog hurtigt blive genåbnet, påpeger souschefen, hvis der kommer flere anmeldelser, og der viser sig at være samme fremgangsmåde.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her