Det bød ikke umiddelbart på de helt store nyheder, da Vladimir Putin mandag holdt en ellers meget imødeset tale.
Talen blev holdt i Ruslands hovedstad, Moskva.
Her sagde den russiske præsident blandt andet, at Rusland stod over for en uacceptabel trussel fra Vesten. Det var årsagen til, at russiske styrker var nødsaget til at gå ind i Ukraine, hævder Putin.
»Der var tydelige forberedelser til en fjendtlig operation i Donbas og for en indtrængen i vores historiske land - herunder Krim« lyder det fra Vladimir Putin. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
»Ukraines regering annoncerede en mulig tilegnelse af atomvåben, og Nato indledte militær kolonisering i territorier, der tilhører os. Så en fuldstændig uacceptabel trussel blev skabt nær vores grænse«, siger præsidenten.
Putin har også tidligere givet Vesten skylden for Ruslands indtog i Ukraine. Præsidenten kalder selv offensiven for en ’særlig militær operation’.
Forud for mandagens tale var der snak om, at Putin måske ville erklære krig mod Ukraine og dermed udløse en større mobilisering af styrker.
Det var dog ikke tilfældet. Foruden at beskylde Vesten for trusler takkede Putin blandt andet de russiske soldater for deres indsats.
Han lovede samtidig at hjælpe de familier, der har mistet pårørende i krigen. Undervejs blev der også holdt et minuts stilhed.
ritzau
fortsæt med at læse


























