Et parlamentsmedlem fra Sri Lankas regeringsparti er blevet dræbt under mandagens uroligheder i den srilankanske hovedstad, Colombo.
Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.
Politikeren ved navn Amarakeerthi Athukorala skød og sårede angiveligt to personer, der blokerede hans bil. Senere blev politikeren fundet død efter at have søgt tilflugt i en bygning i området.
Meldingen om den dræbte politiker kommer, kort efter at Sri Lankas premierminister, Mahinda Rajapaksa, angiveligt tilbød at trække sig i kølvandet på flere ugers demonstrationer i landet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
»Premierministeren har sendt et brev om opsigelse til præsidenten«, siger en embedsmand, der udtaler sig anonymt, ifølge Reuters.
Mahinda Rajapaksa er storebror til præsident Gotabaya Rajapaksa. De to ledere har været mål for den seneste tids protester.
Sri Lanka befinder sig i den værste økonomiske krise, siden landet fik sin uafhængighed i 1948. Der er mangel på mad, brændstof og medicin.
Mandag var der i hovedstaden Colombo sammenstød mellem demonstranter, tilhængere af Rajapaksa-familien og politiet.
Politiet affyrede tåregas og vandkanoner og indførte så et udgangsforbud med øjeblikkelig virkning i Colombo. Forbuddet blev senere udvidet til at gælde hele landet, der har omkring 22 millioner indbyggere.
Ifølge en talsmand for det nationale hospital i Colombo er mindst 78 personer blevet indlagt efter at være kommet til skade i sammenstødene.
USA’s ambassadør i Sri Lanka har kritiseret mandagens hændelse.
»Vi fordømmer volden mod de fredelige demonstranter i dag og beder Sri Lankas regering om at lave en fuld undersøgelse«, siger Sri Lanka-ambassadør Julie Chung ifølge nyhedsbureauet AFP.
Mandagens sammenstød opstod, efter at tusindvis af tilhængere af Mahinda Rajapaksa havde hørt en tale fra premierministeren.
De cirka 3000 tilhængere bevægede sig bagefter videre i Colombo.
Her stødte de sammen med demonstranter fra kampagnen, der inspireret af præsident Gotabaya Rajapaksas fornavn hedder ’Gota go home’.
»Præsidenten skal tage ansvar for den vold, der blev sat i gang af premierministeren«, tweeter oppositionspolitikeren Eran Wickramaratne.
Rajapaksa-brødrene har haft deres poster siden 2019.
ritzau




























