Mindst 100 civile befinder sig fortsat på stålværket Azovstal i den ukrainske havneby Mariupol, der er under heftig beskydning fra de russiske styrker.
Det oplyser Mariupols borgmester, Petro Andrysjtjenko.
»Ud over militæret er der fortsat mindst 100 civile i (Azovstals) beskyttelsesrum«, skriver han på det sociale medie Telegram.
»Det har imidlertid ikke fået intensiteten i besættelsesmagtens angreb til at stilne af«, føjer han til.
De russiske styrker er trængt ind i det meste af Mariupol i det sydøstlige Ukraine. Byen er blevet sønderbombet.
Men i Azovstal, der er et meget stort stålværk, holder ukrainske soldater stadig stand.
Det lykkedes i nogle få dage frem til weekenden med FN’s hjælp at få evakueret civile fra stålværket.
ritzau


























