Mere end 3000 ton Kinder-chokolade er blevet trukket af markedet de seneste uger på grund af frygt for salmonella.
Det siger Nicolas Neykov, direktør for den franske del af selskabet bag Kinder, i et interview med den franske avis Le Parisien. Det skriver AFP.
Baggrunden for sagen er en fabrik i Belgien, der fremstiller Kinder-chokolade. Det har fabrikken imidlertid ikke gjort på det seneste, da der er mistanke om, at der har været salmonella i produktionsmiljøet.
Salmonella er en bakterie. Den kan smitte mennesker via fødevarer, som er forurenede med bakterien.
Personer smittet med salmonella vil ofte opleve almen utilpashed, diarré, ondt i maven, kvalme, opkastninger og feber.
På grund af mistanken om at produkter fra den belgiske fabrik har indeholdt salmonella, har Ferrero, selskabet bag Kinder, måttet tilbagekalde masser af chokolade rundt om i verden.
Mere end 3.000 ton chokolade til en værdi af mange millioner kroner har været nødt til at blive kaldt tilbage, fortæller Nicolas Neykov til Le Parisien.
ritzau
fortsæt med at læse



























