Rusland holder millioner af sultne mennesker som gidsler, mens de blokerer Ukraines havne og forhindrer korn, majs og andre landbrugsprodukter i at blive fragtet ud. Blokaden forstærker fødevaremanglen især i lande i Nordafrika og Mellemøsten. Der er omkring 25 millioner tons majs og hvede hobet op i Ukraine, hvilket ifølge magasinet The Economist svarer til det årlige forbrug for alle verdens mindst udviklede lande tilsammen.
Derfor har FN og EU og regeringer verden over i ugevis forsøgt at finde en vej rundt om – eller igennem – blokaden, men der er ingen tegn på, at det er ved at lykkes.


























