EU-forslag om mindsteløn har mødt hård dansk modstand. Nu er der en aftale, som minister vil læse grundigt.

Hummelgaard efter EU-aftale: Jeg er selvfølgelig ærgerlig

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Den danske beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), er langtfra begejstret for, at et EU-direktiv om mindsteløn er faldet på plads mellem EU-Parlamentet og Rådet.

Det udtaler han i en pressemeddelelse.

»Der er vist ingen tvivl om, at Danmark aldrig har ønsket et direktiv om mindsteløn. Derfor er jeg selvfølgelig også ærgerlig over, at direktivet ser ud til at blive en realitet«.

»Forhandlerne fra Rådet og Europa-Parlamentet er blevet enige om en direktivtekst, og vi kommer til at studere de endelige formuleringer meget nøje«, lyder det.

Aftalen skal formelt godkendes i EU-Parlamentet og i Rådet, før den træder i kraft. Det ventes dog at være en formalitet, da aftalen er indgået mellem netop de to parter.

Derfor afventer de danske myndigheder også den endelige tekst.

Den danske regering har været meget imod forslaget til direktivet.

Det skyldes, at man ikke mener, at EU skal fastsætte regler på et område, som i Danmark varetages af arbejdsmarkedets parter. Regeringen frygter, at det kan true den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn og arbejdsvilkår.

Peter Hummelgaard konstaterer, at der er ’kæmpet benhårdt for, at direktivet ikke må blande sig direkte i grundprincipperne i vores danske model’.

EU’s jobkommissær, Nicolas Schmit, har dog adskillige gange sagt, at Danmark ikke skal være bekymret for den danske model.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fastslår også tirsdag, at det ’vil alt sammen ske i fuld respekt for de nationale traditioner og arbejdsmarkedets parters autonomi’.

Hos arbejdsmarkedets parter er der dog ikke meget glæde at spore.

I pressemeddelelsen fra ministeriet konstaterer Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), at det vil få negative konsekvenser for den danske model.

»Det er vi heldigvis enige med både regeringen og arbejdsgiverne om. Nu skal vi lige have tid til at se nærmere på, hvad aftalen fra Bruxelles indeholder, før vi kan vurdere, hvad næste skridt skal være«, lyder det.

Samme melding kommer fra Dansk Arbejdsgiverforening.

EU-Kommissionen har dog fremhævet den danske model som et godt eksempel, blandt andet fordi den sikrer de ansatte de bedste løn- og arbejdsvilkår.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her