Borgmester: Mariupol er ramt af kolera og dysenteri
Kolera og dysenteri er brudt ud i den ukrainske by Mariupol, der siden maj har været under russisk kontrol, skriver nyhedsbureauet Reuters, som citerer den ukrainske borgmester for byen, Vadym Boitjenko.
»Der er et udbrud af dysenteri og kolera. Det er desværre vurderingen fra vores læger«, siger Vadym Boitjenko, der frygter, at tusindvis vil dø, på ukrainsk tv.
Ifølge borgmesteren skyldes udbruddet, at vandbrønde er blevet inficeret, fordi der ligger lig, som ikke er blevet indsamlet endnu.
Der er stigende bekymring for fødevarekrise
De seneste uger har der været fokus på risikoen for en fødevarekrise, fordi Ukraines havne er blokeret.
Ukraine er blandt verdens største eksportører af korn og madolie.
»Millioner af mennesker kan komme til at sulte, hvis den russiske blokade af Sortehavet fortsætter, siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en tale torsdag.
Rusland mener, at en potentiel fødevarekrise skyldes sanktioner fra Vesten og har tilbudt at fjerne blokader, hvis Ukraine går med til at fjerne miner og imødekomme andre betingelser. Ukraine har afvist det som tomme løfter.
Nato-landet Tyrkiet, der har gode relationer til både Ukraine og Rusland, har forsøgt at mediere mellem de to lande.
Ukraine har opbrugt alle våben fra sovjettiden
Mere end 100 dage efter Ruslands invasion af Ukraine er alle de våben i Ukraine, der stammer fra sovjettiden, enten blevet brugt eller ødelagt.
Det siger amerikanske militærkilder.
Ukraine var engang en del af Sovjetunionen, og derfor er landets forsvarsindustri bygget op om sovjetisk og russisk udstyr.
Ukraine er nu helt afhængigt af våben, det bliver forsynet med fra allierede, som ukrainske styrker også trænes i at bruge.
Zelenskyj fortæller om positiv udvikling i Zaporizjzja
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger i sin daglige tale, at der er positiv udvikling i byen Zaporizjzja, hvor Ukraine ifølge ham er lykkedes med at forpurre russernes planer.
Ukraines forsvarsminister siger også, at ukrainerne har generobret dele af Kherson.
De oplysninger er ikke officielt bekræftet.
Gadekampe fortsætter i Sjevjerodonetsk
Der foregår fortsat intense kampe i byens Sjevjerodonestks gader.
De ukrainske styrker holder ifølge Serhij Gajdaj, der er guvernør i Luhansk, stand, selv om de står over for ’katastrofal’ mangel på våben.
Guvernøren siger også, at russiske soldater ’dør som fluer’ i byen.
Kilder: AFP og Reuters.
ritzau
fortsæt med at læse




























