Den terroranklagede Salah Abdeslam henvendte sig mandag for sidste gang til de tilstedeværende i retssalen i det gamle Justitspalæ i Paris, da han på sidste dag af den historiske retssag mod terroristerne fra 13. november 2015 fik ordet.
Familier og venner til de 130 ofre for terroristerne, de over 400 sårede, politifolk og redningspersonel, som med våben i hånd nedkæmpede terroristerne inde i koncertsalen Bataclan og få timer efter forsøgte at identificere de døde, har set frem til afslutningen af den største retssag i Europa siden Nürnbergprocesserne mod Nazi-Tysklands ledere efter 2. verdenskrig.


























