Polen kan få udbetalt 36 milliarder euro – svimlende 268 milliarder kroner – fra den fælles genopretningsfond. Det gav EU’s finansministre fredag grønt lys for.
Men Danmark, Sverige, Holland og Belgien var ikke helt trygge ved afgørelsen. De fire lande afgav en fælles erklæring, der udtrykker bekymring for, at Polen endnu ikke lever op til betingelserne for at få udbetalt pengene, nemlig at det polske retsvæsen skal være gjort uafhængigt af det politiske system.




























