USA’s øverste domstol tilsidesætter en 49 år gammel afgørelse, der anerkender kvinders ret til abort.

USA’s Højesteret fjerner ret til abort med skelsættende afgørelse

Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Med stemmerne 5-4 har de ni dommere i USA’s Højesteret fredag omstødt ’Roe v. Wade’ fra 1973, der sikrer retten til abort i hele USA.

Flertallet af dommerne mener, at den skelsættende afgørelse dengang var forkert, fordi USA’s forfatning ikke specifikt nævner abortrettigheder.

’Roe v. Wade’ tillader abort foretaget frem til det punkt, hvor et foster kan klare sig uden for livmoderen. Det anses for at være mellem 24. og 28. graviditetsuge.

Den historiske afgørelse var ventet, og over halvdelen af de amerikanske delstater forventes nu at indføre et forbud eller et noget nær forbud mod abort. 13 delstater har allerede vedtaget en lov, som blot ventede på afgørelsen i Højesteret for at kunne blive ført ud i livet.

I maj tydede et lækket notat fra højesteretten på, at det konservative flertal blandt dommerne havde besluttet at fjerne retten til abort.

Notatet udløste en heftig politisk debat.

Fredagens afgørelse ses som en sejr for republikanere og kræfter på USA’s religiøse højrefløj, der ønsker at forbyde eller i hvert fald begrænse abort.

»Afgørelsen fra højesteret vil ikke alene sætte millioner af piger og kvinders liv og helbred i fare. Det er også et vendepunkt for næsten 50 års beskyttelse af kvinders rettigheder i USA«, siger Simone Nørholm, policyansvarlig for køn i Amnesty Internationals danske afdeling.

Baggrunden for den amerikanske højesteretsafgørelse er, at delstaten Mississippi har indført en abortlov, der begrænser retten til abort. Den sag er endt ved USA’s højeste domstol efter at være blevet underkendt af lavere domstole.

Chefdommer John Roberts skriver separat i afgørelsen, at han støtter Mississippis lov, men at han ikke ville tage det skridt at omstøde den 49 år gamle sag, der har dannet præcedens på området.

Opdateres

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her