Præsident Joe Biden har lørdag underskrevet en lov, der begrænser adgangen til våben.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
»Selv om denne lov ikke indeholder alt, jeg ønsker, så rummer den tiltag, som jeg længe har ønsket, og som vil redde liv«, siger han i Det Hvide Hus.
Med Bidens underskrift kan lovforslaget nu træde i kraft.
Repræsentanternes Hus, som er det ene af den amerikanske Kongres’ to kamre, godkendte fredag lovforslaget.
Godkendelsen kom, efter at lovforslaget blev blåstemplet af Kongressens andet kammer, Senatet, torsdag.
Det er første gang i 28 år, at en større ændring af våbenlovgivningen har fået de nødvendige stemmer i Senatet.
Lovforslaget omfatter blandt andet skrappere baggrundstjek af personer, som er dømt for vold i hjemmet, eller som i deres ungdom er dømt for forbrydelser af en vis karakter.
Desuden er der føderal støtte til, at de enkelte delstater kan indføre love, der forhindrer personer i at købe våben, hvis de vurderes at være til fare for sig selv eller andre.
Det blev stemt igennem af 234 af medlemmerne af Repræsentanternes Hus. 14 af dem var republikanere. 193 stemte imod forslaget.
ritzau
fortsæt med at læse


























