Ukrainske soldater afslutter træning i Storbritannien, og Putin afviser ansvar for bombning af shoppingcenter.

Overblik: Nu trækker russerne sig fra Slangeøen

Foto: Maxar Technologies/Ritzau Scanpix
Foto: Maxar Technologies/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ukrainske styrker har færdiggjort deres træning i brug af avancerede missilsystemer i Storbritannien og præsident Putin afviser, at Rusland bærer ansvar for angreb mod ukrainsk shoppingcenter.

Få hele overblikket her:


Nu forlader russerne Slangeøen

Ifølge det russiske forsvarsministerium trækker Ruslands tropper sig fra Slangeøen. Det skriver Reuters. Siden krigens første dage har russiske styrker haft kontrol over den strategisk vigtige ø i det nordvestlige Sortehav, men ukrainerne har gennem flere måneder angrebet de russiske enheder med missiler og droneangreb.

Ifølge det russiske forsvarsministerium sker tilbagetrækningen for at demonstrere, at der er åbnet en korridor for korneksport fra Ukraine.

Prorussiske embedsmænd: 7000 ton korn på vej ud af ukrainsk havn

For anden gang inden for en uge er et fragtskib med korn sejlet ud af en ukrainsk havn. Det er prorussiske embedsmænd, der ifølge AFP melder om et skib med 7000 ton korn.

I sidste uge forlod et tyrkisk fragtskib den ukrainske havneby Mariupol. Det skete, efter at Tyrkiet havde ført ’konstruktive’ forhandlinger med Rusland om korneksport fra Ukraine.

Luhansks guvernør melder om omfattende kampe

Omfanget af angreb i byen Lysytjansk er omfattende, siger guvernør Serhij Hajdaj ifølge The Guardian.

Ifølge guvernøren er byen under konstante angreb. Samtidig fortsætter kampene i udkanten af byen.

Amnesty kalder angreb mod Mariupol-teater klar krigsforbrydelse

Ifølge Amnesty International kan der ikke herske tvivl om, at Rusland begik en krigsforbrydelse, da det bombede Donetsks Regionale Teater for Akademisk Drama i Mariupol den 16. marts.

Det konkluderede menneskerettighedsorganisationen i en rapport natten til torsdag. Det russiske ord for ’børn’ var malet på jorden foran teatret i enorme hvide kyrilliske bogstaver.

Ukrainske soldater dimitterer i Storbritannien

Hundredvis af ukrainske soldater har færdiggjort deres træning i Storbritannien, hvor de er blevet uddannet i at bruge avancerede missilsystemer, som landet har givet til Ukraine.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Putin afviser russisk ansvar for angreb mod shoppingcenter

Ruslands præsident, Vladimir Putin, afviser, at russiske styrker er ansvarlige for et dødeligt angreb mod et shoppingcenter fyldt med civile i den ukrainske by Krementjuk mandag.

»Vores hær angriber ikke nogen former for civil infrastruktur. Vi er fuldt ud i stand til at vide, hvad der ligger hvor«, sagde Putin onsdag.

»Ingen blandt os skyder sådan - tilfældigt. Det sker normalt ud fra efterretningsoplysninger om mål og med præcisionsvåben«, tilføjede han.

Amerikansk krigsfange i Donetsk afviser at have skudt

Amerikaneren Alexander Drueke, som er blevet taget til fange af prorussiske separatister i Donetsk, siger, at han ikke har affyret så meget som et eneste skud mod russiske soldater.

Den russiske regering har oplyst, at det ikke kan udelukkes, at Drueke får dødsstraf. Ifølge Rusland er han en lejesoldat og derfor ikke omfattet af den beskyttelse, som krigsfanger får af Genève-konventionen. Det skriver Reuters.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her