Vi har selv været med til at give Vladimir Putin det indtryk, at han kunne slippe af sted med at angribe Ukraine, som det skete 24. februar i år. Fordi vi i Vesten i over to årtier har behandlet Rusland og dets præsident anderledes end andre lande og derved ikke alene gjort det muligt for ham at afvikle demokratiet, men også vænnet ham til, at hans militære eventyr eller politiske attentater alligevel ikke fik de store følger for ham.
Det mener direktør i Udenrigspolitisk Selskab Charlotte Flindt Pedersen.
Da Vladimir Putin tiltrådte som præsident i år 2000, håbede vi i Vesten inderligt, at her var en besindig og pragmatisk leder, der kunne bringe det økonomiske og sociale kaos i Rusland under kontrol. En mand, som vi kunne samarbejde med. Og det håb havde vi åbenbart så svært ved at opgive, at det med tiden udviklede sig til ønsketænkning og siden regulær fortrængning, mener hun.
»Der var så mange tegn på, at der var noget virkelig galt i måden, han håndterede sit samfund på, og det valgte vi bare at se igennem fingrene med, fordi vi havde behov for og ønskede en ven, en strategisk partner«, siger Charlotte Flindt Pedersen i Politikens podcast - ’Putin – verdens farligste mand?’, hvor vi følger Putin gennem hans liv helt frem til angrebet på Ukraine.
Ifølge Charlotte Flindt Pedersen var Europa og USA så villige til at leve med en discountmodel af vores egne demokratier, når det kom til Rusland, at vi forsømte at bakke russerne op i deres forsøg på at udbygge eller i det mindste bevare det demokrati, de havde i begyndelsen af Putins regeringstid.
Mere konkret undrer hun sig over, hvorfor Rusland fik lov at fortsætte som medlem af Europarådet efter 2014, hvor Rusland annekterede Krim, og et hollandsk passagerfly blev skudt ned over Ukraine. Og så mener hun, at vi i Vesten i tide burde have investeret i det russiske civilsamfund, ligesom vi har gjort det i Ukraine, i stedet for at udvise det, som hun betragter som berøringsangst, fordi her var tale om en tidligere supermagt.
»Vi sagde: »Nå, men han bliver nødt til at slå lidt ned på og begrænse demokratiet, fordi Rusland er sådan en stor stat, og det er jo også russere, så derfor har de måske ikke helt samme behov for demokrati som os andre««, siger Charlotte Flindt Pedersen, som selv har boet i Rusland og har et indgående kendskab til det russiske samfund.
»Så når Putin går imod ytringsfriheden eller undertrykker de uafhængige medier, undskylder vi det. Vi giver ikke russerne lov til at have en mulighed for et ønske om egentligt demokrati, fordi vi behandler dem på en særlig måde«.
Russernes eget ansvar
Russerne er nu ikke alene ofre i den historie, mener seniorforsker i DIIS Flemming Splidsboel. I hans øjne følger der også et ansvar med for de millioner, som i årenes løb har stemt på Putin og enten har troet på eller har trukket på skuldrene ad hans undskyldninger, når han afviklede demokratiet, lod modstandere fængsle eller likvidere og lod tjetjenske, syriske og ukrainske byer bombe.
»Det er ikke Putins krig. Det er russernes krig, det her. Det er russerne, som har muliggjort det. Fordi de ikke for 15 år siden, for 10 år siden, for 5 år siden stillede sig op og sagde: »Prøv at høre! Nu er det gået for vidt, det her««, siger Flemming Splidsboel, som understreger, at der ikke findes brugbare meningsmålinger, der kan dokumentere det, men skønner, at rigtig mange russere ville have sluttet op om invasionen af Ukraine, hvis de var blevet spurgt.
»Hvis vi havde spurgt russerne, inden krigen startede: Er det o.k. at gå ind og tage dele af Ukraines territorium? Omkostningerne vil blive meget lave. Der vil ikke være nogen særlig krig. Der vil ikke være nogen særlige økonomiske konsekvenser. Så ville flertallet af russere sige: »Det er i orden. Det gør vi bare««, siger han.
At russerne også selv er ofre for Kremls propaganda, er han helt indforstået med. Ligesom mange russere har gode grunde til ikke at vove at sige fra over for regimet.
»Men«, siger Flemming Splidsboel: »Nogle gange er man nødt til at udvise mod, hvis man vil beholde sin frihed«.
»Der kan vi jo se nu, at der er blevet skrællet lag for lag for lag af de frihedsrettigheder, som de trods alt havde. Og nu kigger nogle af dem sig omkring og tænker: ’Hvor er hjælpen henne? Hvor er de personer, som skulle lede os i modstand imod det her, som rejser sig op og siger nej til krigen?’. De folk sidder jo fængslet eller er henrettet, likvideret, eller de bor i udlandet, eller de er kuet og er gået under jorden«.
Og det er russernes problem i dag, mener han.
»Det er næsten altid gået ud over nogle andre, og så rejser man sig ikke og protesterer, fordi så er det den der minoritetsgruppe, og så er det de der minoritetsgrupper, og dem gider vi i øvrigt ikke rigtig at høre på. Så det er sådan set o.k. Men til sidst kommer det og rammer dem selv. Og det er det, der sker nu«.
Lyt til hele podcastserien om Putin her:
fortsæt med at læse
