Den Engelske Kanal er mod sædvane spejlblank uden en krusning på overfladen, og temperaturen i Calais nåede fredag 35 grader. Vejret er ideelt for de 1.500-2.000 migranter og flygtninge, der i disse dage venter på en lejlighed til at krydse de omkring 50 kilometer mellem den franske kyst og Storbritannien i en af de small boats, der alene i år har gjort det muligt for tusindvis af sudanesere, vietnamesere, kurdere og afghanere at nå det forjættede land.
Mellem 1. januar og 13. juni i år forsøgte 20.132 migranter at nå Storbritannien over vandet, oplyste det franske indenrigsministerium forleden. Det er en stigning på 68 procent i forhold til den tilsvarende periode året før, og myndighederne på begge sider af Kanalen venter et rekordår.


























