»Historien gentager sig selv«, siger Lukasjenko i tale med henvisning til Napoleon og Nazityskland.

Belarus' præsident: Vesten vil angribe Rusland

Foto: Belta/Ritzau Scanpix
Foto: Belta/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den belarussiske leder, Aleksandr Lukasjenko, hævder, at Vesten forbereder et angreb på Rusland og Belarus.

Påstanden blev fremsat af Lukasjenko, da han tirsdag talte til nyuddannede officerer og studerende.

Den belarussiske præsident siger, at han drøftede de påståede vestlige planer med præsident Vladimir Putin mandag.

»Historien gentager sig selv«, hedder det i talen med en øjensynlig henvisning til Napoleons invasion af Rusland i 1812 og Nazitysklands invasion i 1941.

Belarus er Ruslands nærmeste allierede, og Lukasjenko lod russiske styrker angribe Ukraine fra belarussisk territorium.

Lukasjenko siger, at Nato med ’en fortsat ekspansion’ danner en ’pansret næve’, som skal rettes mod Rusland.

»Den udvikling, som vi ser i dag omkring Belarus og Rusland, kræver, at vi i den grad er på vagt og er koncentrerede«, siger han.

Han siger, at Vesten presser verden mod en større krig.

»Vores hær må holde sit krudt tørt«, siger Lukasjenko.

En talskvinde for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, anslog de samme toner tirsdag, da hun beskyldte USA og dets allierede for at have fremprovokeret Ukraine-krisen og øget risikoen ’for en åben militær konfrontation med Belarus’.

»Det er klart, at en sådan kollision ville indebære en risiko for en eskalerende nuklear krig«, sagde hun i en erklæring.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her