En aftale, der endelig vil frigive Ukraines store kornlagre, ser ud til at være på vej fredag. Imens ser Rusland ud til at være ved at tabe pusten, mener en britisk efterretningstjeneste.
Få overblikket over krigens seneste udviklinger her:
Rusland og Ukraine underskriver kornaftale fredag
Rusland og Ukraine vil fredag underskrive en aftale, der åbner for, at korn igen kan eksporteres fra ukrainske havne ved Sortehavet.
Det oplyste det tyrkiske præsidentkontor ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag aften.
Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, har sammen med FN ageret mæglere mellem Rusland og Ukraine. Aftalen har været undervejs i to måneder, og i sidste uge blev der forhandlet i Tyrkiet.
Britisk spionchef: Rusland er ved at tabe pusten
Ruslands militær vil sandsynligvis holde en operativ pause af en slags i Ukraine i de kommende uger.
Det mener Richard Moore, der er chef for den britiske efterretningstjeneste MI6, ifølge Reuters.
»Jeg tror, at de er ved at tabe pusten«, sagde han på Aspen Security Forum, der foregår i den amerikanske delstat Colorado.
Ukraine: Rusland har formentlig brugt over halvdelen af sit missillager
Rusland har formentlig brugt omtrent 55-60 procent af de missiler, som landet havde på lager, inden invasionen gik i gang.
Det oplyste en ukrainsk efterretningstjeneste ifølge den amerikanske tænketank Institut for Krigsstudier (ISW) natten til fredag.
Zelenskyj: Ukraine kan gøre rigtig ondt på Rusland
Den ukrainske hær kan gøre fremskridt på slagmarken og gøre stor skade på Rusland, sagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, torsdag aften efter at have mødtes med højtstående befalingsmænd. Det skriver Reuters.
ritzau



























