Liz Truss er ikke noget naturtalent til at tale offentligt. Hun fremstår ofte stiv og hæmmet. Af og til bliver det decideret akavet, som om hun mister forbindelsen mellem ord, mimik og betoning. I 2014 holdt hun en særligt uheldig tale på det konservative årsmøde. Den er siden blevet legendarisk og deles i dag flittigt på sociale medier. Af dem, der ikke vil have hende til at blive ny leder af Det Konservative Parti, forstås.
Dengang var Liz Truss miljø- og fødevareminister, og hun påtog sig den vanskelige opgave at prise den britiske madkultur. Hun talte om svinekødstærter fra Nottingham, pærer fra Herefordshire og naturligvis om blodpølse. Men det var ikke så meget det, hun sagde, som måden, hun sagde det på, der vakte opsigt og fik folk i konferencesalen til at sidde mystificerede tilbage.


























