Tidligere demokrat og tidligere republikaner leder nyt parti, der vil være alternativ til dominerende partier.

Tidligere demokrater og republikanere danner nyt parti i USA

Foto: Scott Strazzante/Ritzau Scanpix
Foto: Scott Strazzante/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En række tidligere demokrater og republikanere har onsdag annonceret, at de starter et nyt politisk parti i USA.

Partiet skal appellere til de millioner af vælgere, der er utilfredse med, hvad de ser som USA’s dysfunktionelle topartisystem.

Det nye parti, der hedder Forward (Fremad, red.), vil fra starten have en tidligere demokrat og en tidligere republikaner i spidsen.

De to er Andrew Yang, der forsøgte at blive demokraternes præsidentkandidat ved valget i 2020, og Christine Todd Whitman, der er tidligere republikansk guvernør for staten New Jersey.

De to håber, at partiet kan blive et levedygtigt alternativt til republikanerne og demokraterne, der dominerer amerikansk politik.

Partilederne vil afholde en række begivenheder i to dusin byer i løbet af efteråret for at præsentere dets politik og skaffe støtter.

24. september vil partiet officielt blive lanceret i Houston i staten Texas, og til næste sommer vil den første partikongres blive afholdt.

Forward er ifølge dets skabere et midterparti, og det bygger på to mål, som er, at ’genoplive en retfærdig, blomstrende økonomi’, og at ’give amerikanere mere at vælge mellem til valg, mere tillid til en regering, der virker, og større indflydelse på fremtiden’.

Partiet har ikke defineret dets politik endnu. Når det lanceres torsdag, vil dets slogan være: ’Hvordan løser vi de store problemer, Amerika står over for? Ikke til højre, ikke til venstre. Fremad’.

Historisk set har partier, der har forsøgt at være et alternativ til demokraterne og republikanerne, ikke haft stor succes i USA.

Til tider har de dog haft indflydelse på præsidentvalg.

I et interview siger Andrew Yang, at partiet starter med et budget på fem millioner dollar.

»Vi starter i en meget stærk økonomisk situation. Økonomisk støtte bliver ikke et problem«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her