21 kinesiske militærfly er tirsdag fløjet ind i Taiwans luftforsvarszone. Det skriver Taiwans forsvarsministerium på Twitter, og det sker efter et højtstående amerikansk besøg.
Ifølge ministeriet er 18 af de 21 kinesiske fly jagerfly. To er transportfly, mens det sidste er et varslings- og kontrolfly.
Flyene fløj ind i den sydvestlige del af Taiwans luftforsvarszone tirsdag lokal tid, skriver ministeriet. Denne zone er større end Taiwans luftrum. Den dækker over et område, der overlapper med Kinas egen luftforsvarszone og også omfatter noget af det kinesiske fastland, skriver nyhedsbureauet AFP.
Kort forinden havde Kina sagt, at der vil blive indledt »militære operationer« omkring øen.
Taiwan retter en kraftig fordømmelse mod de varslede militærøvelser. Med øvelserne forsøger Kina at true Taiwans vigtigste havne og byer, lyder det i en meddelelse fra det taiwanske forsvarsministerium.
De væbnede styrker har øget beredskabet, tilføjer ministeriet, som mener, at Kinas store militære øvelser har til formål at lægge psykologisk pres på indbyggerne i Taiwan.
Forsvarsministeriet opfordrer befolkningen til ikke at være bekymret over den anspændte situation.
Vrede i Kina
Kinas østlige militærkommando havde meddelt, at der tirsdag aften lokal tid vil blive indledt militærøvelser omkring Taiwan.
Meldingen kom, umiddelbart efter at Nancy Pelosi, som er formand for Repræsentanternes Hus i USA, ankom på besøg i Taiwan. Hun landede med et amerikansk fly i lufthavnen i hovedstaden Taipei kort før klokken 17 dansk tid tirsdag.
Besøget har vakt stor vrede i Kina, der ser Taiwan som en udbryderprovins, som retteligt er en del af Folkerepublikken Kina.
Kina betragter et diplomatisk besøg som en provokation og en blåstempling af Taiwan - stik imod Kinas ønsker.
Kort efter, at Pelosi var ankommet til Taipei, betegnede Taiwans udenrigsministerium hendes besøg som ’bundsolid’ opbakning fra USA.
Besøget »vil styrke det tætte og venskabelige forhold mellem Taiwan og USA og vil føre til dybere globalt samarbejde mellem de to sider«, lød det fra ministeriet.
Ritzau
fortsæt med at læse


























