I foråret gjorde nogle efterretningsagenter en vigtig opdagelse, da de havde sporet lederen af al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, til Kabul i Afghanistan: Han sad gerne alene på balkonen og læste tidligt om morgenen i det sikrede hus, hvor han boede.
Det er den slags mønstre og vaner i dagligdagen, analytikere hos CIA leder efter og kan udnytte. I tilfældet med al-Zawahiri gav hans lange stunder på balkonen efterretningstjenesten mulighed for at angribe præcist med et missil uden at anrette skade på andre end manden selv.




























