Ibrahim har meget godt at sige om Danmark. Faktisk havde han kun ét problem, da han ankom under evakueringen fra Afghanistan: Det var Danmarks politik. Det problem var til gengæld stort nok til, at han og hans hustru hurtigt opgav Danmark og ved første lejlighed rejste videre til Canada, hvor de nu bor.
»Den første udfordring var, at der var meget usikkerhed om, hvad der ville ske med os i Danmark. De sagde: »I har to års opholdstilladelse, og I må ikke tage en højere uddannelse, I må ikke arbejde«. Det var især yngre afghanere bekymrede over. De vil udvikle sig. Ligesom alle andre. Det var én af de største grunde til, at mange prøvede at finde måder at komme væk på«, forklarer Ibrahim.


























