Tidligere præsident var onsdag mødt op til afhøring hos New Yorks statsadvokat i sag om oppustede værdier.

Hvis det kan bevises, så er det bedrageri: Trump afhørt om fifleri med ejendomme

Donald Trump fotograferet tidligere i dag, da han forlod Trump Tower i New York. Foto: David Dee Delgado/Ritzau Scanpix
Donald Trump fotograferet tidligere i dag, da han forlod Trump Tower i New York. Foto: David Dee Delgado/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Donald Trump, USA’s tidligere præsident, mødte onsdag op på den offentlige anklagers kontor i New York. Her skulle han vidne i en sag, der handler om hans virksomheds måde at gøre forretninger på.

Men i en erklæring fra Trump hedder det kort efter, at han har nægtet at svare på spørgsmål om den efterforskning, som er i gang imod ham og hans virksomhed, Trump Organization.

Letitia James er demokrat og statsadvokat i New York. Hun er i gang med at undersøge om, Trump Organization har oppustet værdien på ejendomme.

Trump og to af hans børn, Donald Trump Jr. og Ivanka Trump, har forsøgt at undgå at vidne i sagen, men det er ikke lykkedes dem.

Trump stod med løftet knyttet næve, da han onsdag morgen lokal tid forlod sit domicil i New York, Trump Tower, for at møde op på statsadvokatens kontor. Her skulle han - lige som sine børn - afhøres i sagen.

Det var et møde, der ikke var offentligt.

En talsmand for Letitia James siger, at hendes efterforskning har frembragt vigtige beviser på, at Trump og hans virksomhed, der driver hoteller, golfbaner og anden form for ejendom, har oppustet ejendommenes reelle værdier.

Det er gjort for at lettere at kunne sikre sig favorable lån. Men når de samme ejendomme er blevet rapporteret til skat, så er det sket til nedskrevne værdier.

Hvis det kan bevises, så er der tale om bedrageri.

Republikaneren Trump nægter at have gjort noget forkert. Han kalder undersøgelsen i New York for politisk motiveret.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her