Siden Donald Trumps villa i Florida blev ransaget af FBI i mandags, har der været stort fokus på sagen og ikke mindst de genstande, som efterretningstjenesten fjernede fra ejendommen.
Det er der nu blevet kastet lys over, efter at en dommer fredag offentliggjorde ransagningskendelsen af Trumps ejendom såvel som listen over de genstande, som FBI tog med sig derfra. Agenter fjernede 20 kasser med genstande samt 11 sæt dokumenter, herunder nogle mærket »TS/SCI«, som er en betegnelse for materiale, der kan forårsage »usædvanlig alvorlig« skade på USA’s nationale sikkerhed.


























