Adskillige eksplosioner rystede natten til lørdag områder nær russiske militærbaser langt inde i russisk-kontrollerede områder i Ukraine og i selve Rusland.
Det opfattes som et klart tegn på, at det ukrainske militær kan ramme de russiske styrker og den russiske logistik langt fra frontlinjerne.
Eksplosionerne kommer, efter at det i sidste uge vakte stor international opsigt, at en russisk luftbase på den annekterede Krimhalvø blev ramt af eksplosioner.
I en vurdering af situationen siger en vestlig embedsmand, at den nye udvikling sætter halvdelen af Ruslands flystyrke ved Sortehavet ud af spillet.
En vestlig embedsmand antydede fredag, at i det mindste nogle af eksplosionerne skyldes ukrainske angreb, som svækker russiske styrker og ’som har betydelig psykologisk indvirkning på den russiske ledelse’.
Ukraine har også udsendt en advarsel om et atomkraftværk, hvor det siger, at russerne forbereder ’en omfattende provokation’, som skal bane vej for, at værket frakobles det ukrainske elnet og tilkobles det russiske.
I en fortsat udveksling af beskyldninger har den russiske præsident, Vladimir Putin, beskyldt Ukraine for at sende granater mod atomkraftværket.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har luftet sine bekymringer om situationen ved atomkraftværket i et opkald med Vladimir Putin.
Det oplyser det franske præsidentkontor.
Situationen drejer sig om atomkraftværket Zaporizjzja. Kraftværket, der er Europas største af slagsen, blev i marts overtaget af russiske styrker.
Siden da har Det Internationale Atomagentur (IAEA) advaret om en mulig atomkatastrofe ved kraftværket. Blandt andet fordi både Ukraine og Rusland har beskyldt hinanden for at affyre missiler i nærheden af det.
Fredag er Vladimir Putin, angiveligt gået med til at lade et hold af eksperter fra IAEA inspicere kraftværket. Det oplyser det franske præsidentkontor.
Både den franske præsident, Emmanuel Macron, og Putin opfordrer FN’s Atomenergiagentur, IAEA, til at inspicere kraftværket ’så hurtigt som muligt’.
Atomkraftværket Zaporizjzja står normalt for en femtedel af Ukraines årlige elproduktion. Før invasionen havde det 11.000 ansatte. Af sikkerhedshensyn har Ukraine ikke villet oplyse, hvor mange ansatte der er aktuelt.
ritzau
fortsæt med at læse




























