Angreb i regionen Donetsk kan være et forsøg på at forpurre ukrainsk modoffensiv ifølge britisk ministerium.

Britiske efterretninger: Rusland optrapper angreb i Donetsk

'Æret være Ruslands helte' står der på dette banner i Moskva, som blev fotograferet tidligere på ugen.  Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
'Æret være Ruslands helte' står der på dette banner i Moskva, som blev fotograferet tidligere på ugen. Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Rusland har tilsyneladende optrappet sine angreb i regionen Donetsk i det østlige Ukraine inden for de seneste fem dage. Det fremgår af det britiske forsvarsministeriums daglige opdatering af efterretninger om krigen i Ukraine. Formålet synes at være at trække flere ukrainske styrker til for at forpurre en ukrainsk modoffensiv andetsteds.

Der har været intense kampe nær byerne Siversk og Bakhmut. De ligger nord for byen Donetsk, som Rusland har besat.

»Der er en realistisk mulighed for, at Rusland har øget sin indsats i Donbas i et forsøg på at tiltrække og fiksere ukrainske enheder. Det kommer midt i spekulationer om, at Ukraine planlægger en større modoffensiv«, fremgår det af den britiske rapport.

Donbas består af regionerne Donetsk og Luhansk.

Det britiske forsvarsministerium oplyser lørdag også, at det sender seks undersøiske droner til Ukraine. Dronerne kan hjælpe med til at rydde kystområder for miner, så eksporten af ukrainsk korn bliver mere sikker. Samtidig vil den britiske hær uddanne snesevis af ukrainske marinefolk i at anvende dronerne, hedder det.

Ukraine og Rusland beskylder lørdag gensidigt hinanden for at sende granater ind over det russisk-kontrollerede atomkraftværk Zaporizjzja. Det betjenes af ukrainsk ansatte.

Angrebene ved værket har skabt international bekymring for, at det kan ende med en atomkatastrofe. Ukraines statslige atomkraftselskab, Energoatom, siger, at de russiske styrker igen har ramt med granater på værkets grund inden for det seneste døgn. Ruslands forsvarsministerium siger derimod, at ukrainske granater har slået ned ved værket. Det skal være sket tre gange på et døgn. Nyhedsbureauet Reuters har ikke været i stand til at bekræfte nogle af parternes oplysninger.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her