40-årig nægter sig skyldig. Han er varetægtsfængslet i tre uger efter skyderi i shoppingcenter i Malmø.

40-årig varetægtsfængsles for medvirken til Malmø-skyderi

Foto: Johan Nilsson/Ritzau Scanpix
Foto: Johan Nilsson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En 40-årig mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet på baggrund af mistanke om medvirken til drab ved et skyderi i shoppingcenteret Emporia i Malmø den 19. august.

Det kom mandag frem, at den 40-årige var anholdt i sagen, hvor en 31-årig mand blev dræbt, og en kvinde blev såret af skud.

Den 40-årige nægter sig ifølge forsvarsadvokat Mats Pennander skyldig. Han er varetægtsfængslet i knap tre uger.

En 15-årig dreng er allerede varetægtsfængslet i sagen. Han er mistænkt for drab og drabsforsøg.

Den 15-årige nægtede sig indledningsvist skyldig.

Senere har drengen dog erkendt både skuddrabet og drabsforsøg.

Kammeranklager Michelle Stein ønskede også den 40-årige mistænkt for drab. Men retten valgt at varetægtsfængsle ham på baggrund af mistanke om medvirken til forbrydelsen.

Meget tyder på, at skudepisoden var banderelateret og rettet mod den 31-årige mand, som blev dræbt. Han blev ramt af skud i brystet.

Ifølge svensk politi tilhørte offeret banden Satudarah, der angiveligt er i en konflikt med en anden bande i Malmøs kriminelle underverden.

Emporia er et af Skandinaviens største shoppingcentre. Ifølge centerets egen hjemmeside har det 168 butikker og restauranter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her