Liz Truss er ny leder af Det Konservative Parti og premierminister i Storbritannien.

Her er Boris Johnsons afløser

Foto: Niklas Halle'n/Ritzau Scanpix
Foto: Niklas Halle'n/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den 47-årige Liz Truss har vundet afstemningen om at afløse Boris Johnson som ny leder af Det Konservative Parti.

Når Liz Truss tirsdag har været forbi slottet Balmoral i Skotland og modtaget dronning Elizabeths godkendelse, kan hun formelt kalde sig Storbritanniens premierminister.

57 procent af de konservative partimedlemmer stemte på Liz Truss, 43 procent på modkandidaten Rishi Sunak.

Den første store opgave, der venter Liz Truss i Downing Street 10, bliver at styre briterne gennem den hastigt voksende levekårskrise. Inflationen er på himmelflugt og frygtes at ramme 20 procent til januar. Til oktober stiger prisloftet på el og gas med over 80 procent, hvilket vil betyde, at millioner af briter ikke kan betale deres energiregninger.

Storbritanniens nye premierminister har fire stinkere liggende klar på skrivebordet

Liz Truss har lovet, at hun inden for den kommende uge kommer med sin plan for at hjælpe briterne med at betale deres regninger og øge udbuddet af energi.

Da resultatet af afstemningen blev annonceret mandag eftermiddag, holdt Liz Truss en kort tale, hvor hun takkede for tilliden efter fem ugers valgkamp, som hun kaldte »verdens længste jobsamtale«.

»Jeg vil levere en modig plan, der skærer skatten og sætter gang i væksten. Jeg vil tackle energikrisen ved at håndtere folks energiregninger og samtidig håndtere de langsigtede udfordringer med energiudbuddet«, sagde Liz Truss.

Hun takkede også sin forgænger Boris Johnson, som hun hyldede for at »ordne Brexit«, »smadre Jeremy Corbyn», »udrulle vaccinerne« og for at »tage kampen op med Putin«.

Skattelettelser på vej

Liz Truss, der er udenrigsminister i Boris Johnsons afgående regering, bliver blot tredje kvinde på posten. De to kvindelige forgængere, Margaret Thatcher og Theresa May, var også fra Det Konservative Parti.

På et andet punkt skiller hun sig dog slet ikke ud fra sine forgængere: Liz Truss er – ligesom 28 af historiens hidtil 55 premierministre – uddannet fra eliteuniversitetet Oxford.

Med Liz Truss som ny premierminister kan briterne se frem til omfattende skattelettelser. Hun har under valgkampen lovet et lynindgreb for at kickstarte økonomien, primært gennem lavere skat. Liz Truss vil annullere planlagte skattestigninger for borgere og virksomheder og fjerne grønne afgifter for energiregninger og love.

Hun har lovet, at der ikke kommer nogen nye skatter, og at der ikke skal køres en grønthøster over den offentlige service. Det betyder, at Storbritannien skal ud at låne store beløb. Af samme årsag har modkandidaten Rishi Sunak, den tidligere finansminister, beskyldt Liz Truss for at »overtrække« Storbritanniens kreditkort og lade kommende generationer betale regningen.

I valgkampen har kandidaterne også kappedes om at have den mest strikse politik over for flygtninge og indvandrere, der kommer til Storbritannien via gummibåde over Den Engelske Kanal. Liz Truss har ikke alene lovet at fortsætte den kontroversielle Rwanda-aftale, hun har også sagt, at hun vil forsøge at finde nye tredjelande at indgå lignende aftaler med.

Udenrigspolitisk kommer krigen i Ukraine og Brexit til at fylde meget i Liz Truss’ tid som premierminister.

Liz Truss har lovet at fortsætte den store politiske, militære og politiske opbakning til Ukraine, som Boris Johnson har stået i spidsen for. Hun har også lovet at øge de britiske militærudgifter til tre procent af bruttonationalproduktet senest i 2030 for at sikre, at Storbritannien har en stærk stemme i opgøret mod autoritære regimer som Rusland og Kina.

Som udenrigsminister har Liz Truss stået i spidsen for den lovgivning, der skal bane vejen for, at Storbritannien egenhændigt kan bryde Brexitaftalen med EU og sikre bedre vilkår for handlen mellem Nordirland og resten af det britiske kongerige. Den trussel har Liz Truss stået ved under valgkampen, ligesom hun har indikeret, at hårdkogte brexiteers i partiet skal have nøgleroller i hendes regering.

Bagud i meningsmålingerne

I sin korte sejrstale mandag lovede Liz Truss også, at hun vil genvinde magten vil næste parlamentsvalg, der efter planen venter i 2024.

»Vi vil skaffe en stor sejr for Det Konservative Parti i 2024«, sagde Liz Truss.

Opbakningen til Det Konservative Parti er kollapset under Boris Johnson, ikke mindst på grund af Partygate, skandalen om fester i regeringskontorer under coronanedlukningen af det britiske samfund. Labour fører meningsmålingerne med omkring 10 procentpoint foran de konservative, og de seneste ugers meningsmålinger indikerer på ingen måde et snarligt boom til regeringspartiet under Liz Truss’ ledelse.

Labours leder Keir Starmer minder vælgerne om, at Liz Truss har haft ledende poster i Det Konservative Parti, som har haft magten i Storbritannien i 12 år:

»Efter 12 år med de konservative står vi tilbage med lave lønninger, højere priser og en levekårskrise«.

Nilas Heinskou

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her