Nogle måneder med relativ ro i Yemen er afbrudt af et blodigt angreb, hvor al-Qaeda dræbte 21 separatister.

Over 20 dræbt af Al-Qaeda i Yemen

 Over 20 dræbt af Al-Qaeda i Yemen.  Foto: Khaled Ziad/Ritzau Scanpix
Over 20 dræbt af Al-Qaeda i Yemen. Foto: Khaled Ziad/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Militante islamister fra al-Qaedas gren i Yemen har tirsdag dræbt 21 medlemmer af en væbnet separatistisk gruppe i den sydlige del af Yemen.

Seks jihadister blev dræbt i løbet af de omkring tre timer, kampene varede.

Det oplyser kilder i Yemens regering og sikkerhedsstyrker.

Blodsudgydelserne kommer efter nogle måneder med relativ ro i det krigshærgede land.

Såvel houthi-oprørere og tilhængere af Yemens afsatte regering overholder i det store hele en våbenhvile, der blev indgået i foråret.

Den separatistiske gruppe, der hedder Sikkerhedsbæltet, har spillet en afgørende rolle i kampen mod de militante islamister, som de har tvunget på flugt fra flere områder.

Styrken har modtaget træning af De Forenede Arabiske Emirater. Den har til opgave at beskytte områder i det sydlige Yemen, der med sin adgang til havet og til Afrikas Horn er af interesse for Emiraterne.

Yemen har været præget af krig, siden iranskstøttede houthi-oprørere i 2014 tog kontrol med landets hovedstad, Sanaa.

Det fik i 2015 Saudi-Arabien til at gå ind i krigen for at støtte den afsatte regering.

Al-Qaedas gren i Yemen og militante, der er loyale over for Islamisk Stat, er vokset i det kaos, krigen har skabt.

/ritzau/AFP

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her