Belarusiske styrker vil den næste uge træne, hvordan man genvinder grænseregioner, oplyser ministerium.

Belarus går i gang med at øve befrielse af territorium

Foto: Belta/Ritzau Scanpix
Foto: Belta/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Belarus har indledt militærøvelser ved byen Brest nær den polske grænse, ved hovedstaden Minsk og i den nordøstlige region Vitebsk.

Det oplyser det belarusiske forsvarsministerium torsdag.

Ministeriet oplyser videre, at øvelserne efter planen vil vare frem til onsdag den 14. september.

Øvelserne vil gå ud på at træne ’at befri territorium, der midlertidigt er indtaget af fjenden’, samt genvinde kontrol over grænseregioner.

Antallet af styrker samt omfanget af udstyr involveret i øvelserne kræver ifølge det belarusiske ministerium ikke, at Belarus på forhånd giver besked om træningen i henhold til OSCE’s regler.

OSCE er en forkortelse for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.

Belarus er en nær allieret af Rusland, der den 24. februar invaderede nabolandet Ukraine. En del af de russiske soldater, der angreb Ukraine, var kort før krigen i Belarus.

Den belarusiske leder, Alexander Lukasjenko, sagde i sidste uge, at hans russiske modpart, præsident Vladimir Putin, aldrig har lagt op til, at Belarus burde lægges sammen med Rusland.

»Præsident Putin har aldrig sagt til mig: ’Hør, I bør blive en del af Rusland’. Aldrig«, hedder det i udtalelsen fra Lukasjenko, som siger, at Rusland og Belarus begge nyder godt af et samarbejde.

Lukasjenko tilføjede, at så længe han er leder, så vil hans land ikke blive overtaget af noget andet land.

»Ingen vil overtage vort land, så længe jeg er ved magten«, sagde han.

Ifølge Rusland deltager Belarus i øjeblikket i en omfattende militærøvelse i den østlige del af Rusland. I alt 50.000 soldater deltager i manøvren - heriblandt styrker fra Kina og Indien og flere andre lande.

/ritzau/Reuters

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her