Russisk forsvarsministerium bekræfter over for Tass, at man forlader den strategisk vigtige by Izium.

Ukrainske styrker trænger ind: Rusland forlader strategisk vigtig by

Foto: Juan Barreto/Ritzau Scanpix
Foto: Juan Barreto/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En ukrainsk officer, der er en del af operationen, siger til det amerikanske medie CNN, at ukrainske styrker lørdag er trængt ind i den strategisk vigtige by Izium i det østlige Ukraine.

Rusland bekræfter ifølge det russiske nyhedsbureauet Tass, at de vil forlade byen.

»Vi er lige begynde at cleare byen. De første militære enheder er inde«, siger den ukrainske officer.

Izium har været besat af de russiske styrker i fem måneder og har været en vigtig transportvej for den russiske offensiv.

Ifølge CNN er der lagt flere videoer op på det sociale medie Telegram, der viser ukrainske soldater, som poserer foran byskilte ved indgangen til Izium.

Fremstødet mod Izium kommer i forbindelse med den offensiv, som Ukraine har iværksat de seneste dage i regionen Kharkiv.

Her er en anden strategisk vigtig by Kupjansk generobret fra Rusland sammen med en række andre byer og landsbyer i det nordøstlige Ukraine.

Tass citerer forsvarsministeriet i Moskva for at oplyse, at man vil trække sine soldater ud af Izium for at omorganisere sine styrker. Det samme vil ske fra byen Balaklija.

Omorganiseringen sker for at sikre ’befrielsen’ af Donetsk, hedder det.

Izium ligger på grænsen mellem regionerne Kharkiv og Donetsk.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her