En ’vandbombe’ sendte på få timer 400 millimeter regn ned over region i det centrale Italien.

Et halvt års regn på kun to timer: Mindst ni er dræbt af 'vandbombe' i Italien

Foto: Vigili del Fuoco/Ritzau Scanpix
Foto: Vigili del Fuoco/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 14.24

Mindst ni personer er blevet dræbt, efter at voldsomt uvejr sent torsdag skyllede ind over det centrale Italien.

Det oplyser lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge det italienske nyhedsbureau AGI savnes fire personer foruden de ni dræbte – herunder et seksårigt barn. Barnets mor blevet reddet, men barnet blev dog skyllet væk af de voldsomme vandmasser.

Det er den centrale Marche-region, der er blevet ramt af storm og regn.

»Det var ligesom et jordskælv«, siger Ludovico Caverni, borgmester af byen Serra Sant’Abbondio i Marche, til statsradioen RAI ifølge Reuters.

Ifølge den italienske avis Corriere della Sera faldt der i løbet af cirka to timer omkring 400 millimeter regn. Det er samme mængde, som området normalt registrerer i løbet af seks måneder, skriver AFP.

Myndighederne beskriver regnskyllet som en ’vandbombe’, skriver Reuters.

Det værst ramte område er ved havnebyen Ancona, der ligger ud til Adriaterhavet. Her er flere områder uden strøm og telefonforbindelse.

Anna Christiansson, meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), forklarer, at byger dannes over Italien grundet varm luft ved overfladen og kold luft i højden. Temperaturforskellen danner kraftige byger, hvilket kan blive ekstra vanskeligt, hvis jordoverfladen er tør.

»Overfladen bliver ligesom beton, og det gør, at vandet ikke kan trække ned, hvilket resulterer i store oversvømmelser«, fortæller Anna Christiansson, som tilføjer, at regnen vil fortsætte i weekenden ifølge DMI’s prognoser.

Billeder fra den italienske region viser redningsmandskab forsøge at komme folk til undsætning i de oversvømmede områder.

»Jeg følger situationen fra det regionale civilbeskyttelsesrum sammen med alle de andre myndigheder udviklingen af den meget alvorlige, meteorologiske krise, der har ramt vores region, og alle operatørernes redningsaktion. Det er øjeblikke med ekstrem frygt«, skriver regionens præsident, Francesco Acquaroli, på Twitter.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her