Tre et halvt år efter at Kasakhstans hovedstad ændrede navn til Nur-Sultan, er man nu gået tilbage til Astana.

Kasakhstan ændrer hovedstadens navn tilbage til Astana

Lyt til artiklen

Kasakhstan har officielt ændret navnet på sin hovedstad tilbage til Astana.

Det oplyser præsidentkontoret ifølge nyhedsbureauet AFP.

Navnet på landets hovedstad blev i marts 2019 ændret fra Astana til Nur-Sultan og dermed opkaldt efter den tidligere præsident Nursultan Nazarbajev.

Kasakhstans parlament stemte fredag for at ændre navnet til Astana. Lørdag er det formelt blevet underskrevet af præsident Kassym-Jomart Tokajev.

Navneændringen i 2019 skete, efter at Nursultan Nazarbajev forlod præsidentposten efter cirka tre årtier på magten.

Kasakhstans nuværende præsident har lørdag også underskrevet en lov, der udvider embedsperioden for præsidenter fra fem til syv år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her