Rusland forsøgte under et møde i FN’s Sikkerhedsråd sent fredag aften dansk tid at underbygge præsident Putins teori om amerikansk involvering i sabotagen mod Nord Stream og krævede at blive en del af en fælles FN-efterforskning, men både de russiske anklager og alle tanker om et samarbejde med Ruslands regering blev blankt afvist. Rusland indleder i stedet sin egen efterforskning.
Ruslands FN-ambassadør, Vasilij Nebenzya, der havde bedt om at få et forslag om en fælles undersøgelse af begivenhederne i Østersøen på dagsordenen under fredagens møde i New York, indledte med at remse en række omstændigheder op, der i russiske øjne gør amerikanerne til de hovedmistænkte.


























