Beslutning fra saudi-ledet koalition om at reducere olieproduktionen markant har vakt vrede i Det Hvide Hus.

USA vil revurdere forholdet til Saudi-Arabien efter olie-lussing

Saudi-Arabiens leder, kronprins Mohammed bin Salman, og USA's præsident, Joe Biden.  Foto: -, Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Saudi-Arabiens leder, kronprins Mohammed bin Salman, og USA's præsident, Joe Biden. Foto: -, Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske præsident, Joe Biden, vil revurdere USA’s forhold med Saudi-Arabien.

Det oplyser Det Hvide Hus tirsdag, efter at en saudi-ledet koalition af olieproducerende lande for nylig besluttede at reducere produktionen af olie markant.

Det oplyser talsmand for det nationale sikkerhedsråd i USA John Kirby.

I sidste uge vakte de 13 lande i Organisationen for Olieeksporterende Lande (Opec) og deres ti allierede – også kaldet Opec+ – vrede i Det Hvide Hus. Det skete, da landene besluttede at reducere olieproduktionen med to millioner tønder om dagen fra november.

Beslutningen har øget frygten for, at oliepriserne kan stige.

»Præsidenten har været meget klar i mælet om, at dette er et forhold, som vi må fortsætte med at vurdere, og som vi er nødt til at være villige til at vende tilbage til«.

»Særligt i lyset af Opec-beslutningen tror jeg, at det er der, han står«, siger John Kirby til CNN ifølge nyhedsbureauet AFP.

Opec+ ledes af Saudi-Arabien og har også Rusland som medlem.

Med en mindsket olieproduktion i et i forvejen presset marked øges sandsynligheden for højere benzinpriser.

Det sker, mens den amerikanske regering forsøger at mindske Ruslands indtægter på energiområdet efter invasionen af Ukraine.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her