Artiklen er opdateret klokken 11.58
En voldsom mineulykke i Tyrkiet har kostet mindst 40 mennesker livet.
Det siger den tyrkiske indenrigsminister, Süleyman Soylu, lørdag formiddag.
En eksplosion ramte i minen fredag ved solnedgangstid i den nordlige Bartin-provins. Siden da er dødstallet løbende blevet opjusteret.
Redningshold er fortsat ved at lede efter overlevende, men det er uvist, præcis hvor mange der er fanget i minen, og hvor mange der fortsat er i live.
Pårørende har natten over ventet i kulden foran den statsejede mine i et håb om at se overlevende blive reddet ud. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Ifølge den tyrkiske minister for energi og naturressourcer, Fatih Dönmez, viser indledende undersøgelser, at eksplosionen skete på grund af såkaldte ilddampe. Det er et andet ord for metangas i kulminer.
Minearbejdernes fagforening gav fredag aften ligeledes udtryk for, at ilddampe formentlig var årsag til eksplosionen.
Umiddelbart efter ulykken lød meldingen, at omkring 50 minearbejdere var fanget under jorden i en dybde på mellem 300 og 350 meter.
Minen ligger 300 kilometer nord for den tyrkiske hovedstad, Ankara.
Ulykken er ikke den første af sin slags i Tyrkiet.
I 2014 døde 301 minearbejdere, da der var en stor eksplosion i en kulmine i Soma i den ægæiske provins Manisa i det vestlige Tyrkiet.
ritzau




























