Det er ’komplet usandt’, at Penny Mordaunt skulle have indgået en aftale med Boris Johnson, fastslår hun.

Mordaunt: »Jeg går efter sejren«

Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den konservative premierministerkandidat Penny Mordaunt fastholder søndag, at hun går efter at vinde kampen om at erstatte Liz Truss.

Det sker, på et tidspunkt hvor der spekuleres kraftigt i, at den tidligere premierminister Boris Johnson vil gå efter et uventet comeback.

Også tidligere finansminister Rishi Sunak ventes at gå efter posten.

Mordaunt er hidtil dog den eneste, der officielt har meldt sit kandidatur.

»Jeg har en god fornemmelse med de fremskridt, vi gør. Jeg går efter sejren«, siger 49-årige Mordaunt søndag til det britiske medie BBC.

Hun afviser samtidig forlydender om, at hun skulle have indgået en aftale med Boris Johnson til gengæld for et job i en eventuel Johnson-regering. Det er ’komplet usandt’, siger Mordaunt til BBC.

Flere konservative parlamentsmedlemmer er begyndt at erklære, hvem de støtter i kandidatkampen. Ifølge BBC ligger Sunak klart i spidsen.

Sunak har angiveligt støtte fra 128 parlamentsmedlemmer. Johnson har støtte fra 55, mens Mordaunt har fra 23 ifølge BBC’s opgørelse.

De skal have opbakning fra mindst 100 konservative parlamentsmedlemmer, hvis de skal kunne fortsætte i kampen om at blive premierminister. De har indtil mandag klokken 15 dansk tid til at samle den fornødne støtte.

Penny Mordaunt var med i kapløbet om at erstatte Boris Johnson, da han forlod premierministerposten i begyndelsen af september.

Hun endte som nummer tre, mens den endelige afstemning stod mellem Liz Truss og Rishi Sunak. Den afstemning vandt Truss, men kun halvanden måned senere meddelte hun sin afgang efter tungt pres.

Hun sagde torsdag i forbindelse med sin afgang, at der skal findes en ny konservativ leder og premierminister inden for en uge.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her